*reklame for Bidro.dk

 

Queen Bee galore.

 

Jeg troede ikke mine egne ører, da en ven af mig fortalte om tur til USA, hvor han skulle deltage i et brag af en fest, der strækte sig over fire dage. Et arrangement der bød på oveflod af eksklusive cocktails, gourmetmad og first class accommodation på byens fornemste hotel.

Det var dog ikke kun tanken om at vælte mig rundt i uvant luksus, der fik mine kinder til at blusse grønne af misundelse, men derimod den “treat”, samtlige gæste fik serveret dagen derpå.

Efter at brunchen var indtaget ved haciendaens turkisblå pool, rullede der pludselig en sværm af sygeplejersker ind i haven. En bus havde fragtet dem til adressen, så de kunne tage sig af de tømmermændsramte gæster. Ikke blot var de klædt i kitler, der var så sassy, at fantasien om  “the naughty nurse” for en stund kunne blive til virkelighed, de var udstyret med….dropstativer.

Indholdet af de poser der hængte på stativerne, viste sig at være mirakelkuren mod tømmermænd. En blanding af elektrolytter, antioxydanter, koffein, mineraler og vitaminer.

“To go” dropstativer er faktisk en business over there og trenden har nu vundet indpas flere steder i verden. “Mobile IV Vitamin Therapy”, hedder det og jeg var i CHOK, da jeg hørte om det. For intravenøs behandling med væsker er noget jeg personligt forbinder med hospitaler og bestemt ikke med stativrullende sygeplejesker på bestilling efter en våd aften.

Kuren virkede, faktisk ganske effektivt og festen fortsatte med dag to, da nålene atter var ude af gæsternes vener. På dag tre var kombinationen af behandling og den fortsatte fest så sammesmeltet, at armen der ikke var koblet til droppet, sagtens kunne fragte flere mojitoer til ganen. Imens.

Jeg har siden læst og snuset lidt rundt hos de forskellige udbyderes hjemmesider. Menukortet byder på mixturer med navne som; Standard Hangover, Premium Hangover, Professional Hangover (det er nok den kategori jeg efterhånden selv ville tilhører, min alder in mente), men også Wellness IV Detox. Jeg er stadig lige paf, men nu også lidt nysgerrig, for hvad ER der i de poser med den neongule powerblanding?

Ud over de åbenlyse aktører som elektrolytterne, der smukt balancere salt og sukkerbalancen og koffeinet til den søvnmanglende, så var der nogle klokker der begyndte at bimle, da jeg stødte på B-vitamin. B-vitamin, min gode gamle ven, som jeg altid trækker frem fra arsenalet af kosttilskud, når jeg er presset på ydeevnen og udfordret på tid og udholdenhed.

Og B-vitamin er det vi skal snakke lidt om nu, for jeg har fået mulighed for at teste endnu en sværvægter fra Bidro’s katalog. Bidro PLUS XTRA er navnet.

Bidro Plus Xtra er et kosttilskud der indeholder:

Rosenrod – forbedrer din fysiske ydeevne og er sprængfyldt med antioxidanter.

Gelé Royal – Bidro’s flagskib. Gelé Royal er også kendt som Bidronningføde, og det er utroligt næringsrigt. Den ellers almindelige bi-larve fodres med dette gennem hele udviklingsperioden for, at kunne ende som bidronning. Til sammenligning vejer den færdigudviklede bidronning 3 gange så meget som arbejderbierne og er dobbelt så stor.

B6 Vitamin – Bidrager til at mindske træthed og udmattelse og balncerer dit energistofskifte. Øger din energiproduktion og vitalitet samt stressforebygger. Desuden er det immunstyrkende, celleopbyggende og cellebeskyttende.

Bidro Plus Xtra giver dermed på mange måder energi til kroppen. Både fysisk og mentalt.

Som med så mange andre kosttilskud, skal man selvfølgelig også her være varsom med at overdosere. Jeg bruger som sagt selv Plus Extra, når systemet er belastet og kører lidt trægt. Effekten kan mærkes allerede mærke indenfor 48, så ha’ dem ved hånden, nå du skal præstere.

 

 

Du kan købe Plus Xtra her.

På Bidro’s hjemmeside kan du også shoppe Collagen og fiskeolie i prima kvalitet.

Med rabatkoden fie25, får du 25% rabat i hele Bidro’s shop.

 

Så imens tømmermændene fra 2020 langsomt manes ud af kroppen, kan du med fordel booste processen med lidt dronningeføde…

 

XXX Queen Bee Fiee 🙂

Or not…

*reklame for Scrouples*

Da jeg fyldte 18 fik jeg af mine søde forældre en meget smuk ring. Konceptet var, at den lille spinkle “prinsesse ring” skulle kunne vokse i takt med de bedrifter og runde fødselsdage jeg i fremtiden måtte præstere. At den fine lille diamant der rejste sig fra ringens midte, gradvist skulle skiftets ud med en større og større sten, for til sidst at nå en volumen, der ville få selv en ægte  prinsesse til at miste pusten.

Men ak. Jeg mistede ikke pusten, men derimod ringen. Samtidig muligheden for at kunne showcase et levet liv gennem et fysisk vidne. En ring.

Nu forholder det sig heldigvis således, at jeg har fået foræret en ny. Smykkefirmaet Scrouples har sendt mig en ring mage til -i en anseelig størrelse. Måske de tænkte, at det ville være for optimistisk med en “begynder ring” min alder taget i betragtning? Uanset, så er jeg  L Y K K E L I G !

 

Som ekstra bonus, har Scrouples foræret mig en meget smuk og enkelt kæde, hvis vedhæng er skabt med samme potentiale for vokseværk. Dobbelt op på luck.

Det er virkelig et stykke højkvalitets kram og det lille medfølgende hæfte med ombytningsvejledning, har jeg lusket over i min kærestes brevbakke. Kommende højtider og fødselsdage in mente. Ikke mindst en anden stor begivenhed berammet til næste år, nu truet af corona restriktioner. Piv.

MEN. Indtil videre er jeg meget tilfreds med mine to yndige smykker og det med størrelsen…..det ved ved jo allesammen godt er undervurderet.

Scrouples og Kleopatra serien kan købes hos alle førende guldsmede ogi næste uge kan du, inde på min insta, deltage i en konkurrence , hvor du kan vinde din helt egen Kleopatra ring. Wee! Hop ind på Scrouples side og find inspiration til dine julegaver…

Find forhandler her.

XXX Fie

 

 

Sponsoreret reklame for Mette Rygaard Terapi.

Jeg vågnede kl 3 i nat. Badet i sved, med ængstelighedens iskolde hånd omkring min nakke. Vågent mareridt. En malstrøm af tanker, der kredser om det samme og det samme. Jeg har prøvet det hundrede gange før og det sidste års tid med min MS som min følgesvend, er søvnløsheden blevt en del af mig. Normalt for mig ikke at kunne finde ro. Til at slippe.

På femte time, bliver det pivlyst udenfor. Fuglefløjt. Skraldespandene i gården er tømt og avisen forlængst smidt op ad vores dør. 

Nogen skrev en gang, at der i timen mellem nat og morgen er frit spil for alverdens bekymringer, for man ligger (som man har redt) og vrider sig i et vandret ekko. Tankemylder. Mavepine. Hjertebanken. I timen mellem nat og morgen, er det svært at give sig hen. Og alt for let et at overgive sig til en ængsteligheden.

Jeg har gået i terapi hos Mette Rygaard i nogle måneder nu. Det har været et varmt og kærligt møde. Jeg har flere gange i mit liv, haft brug for hjælp til at tackle mine bekymringer. Jeg tror det ligger i mit dna at gruble og livet. En del faktisk. Det har gjort mit ret så hærdet, men i kraft af min ukuelige optimisme, lykkedes det mig faktisk at komme igennem livet med letheden forrest.

Alligevel sker det igen og igen, at den coating af positiv energi der normalt holder ængsteligheden stangen, forvinder. Den smuldrer ind når bekymringerne hober sig op og kan til sidst ikke modstå angrebet. Så må vi bygge op igen og tackle de ting der nu skal tackles.

Udover en konstant bekymring for fremtiden og al uvisheden, som er inkluderet MS pakken, så har de sidste måneders Corona lock-down virkelig slidt på mig. Dels er der hele afvikling af kulturen, som både er mit levebrød og min passion, dels er der alle afstandsprincipperne og isolationen.

 

 

Det var held i uheld, at jeg var opstartet hos Mette før alt det her startede. Og selvom vi naturligvis måtte holde pause i en periode, så var det dobbelt så fantastisk at starte op hos hende igen. Fantastisk atter at møde op i det trygge rum, som Mette har skabt.

Terapeuter er forskellige, som mennesker er forskellige…Mette passer rigtig godt til mig. Hendes tearpeutiske rum er fuld af omsorg og varme. Og selvom Mette og jeg har “samarbejdet” om vores forløb, så er det lang mere end en samarbejdsaftale jeg fik ud af det.

Det kan være svært at finde den rette terapeut, for det er en jungle af tilbud derude. Og jeg kan selvsagt ikke påstå, at et forløb hos Mette ville passe til alle temperamenter og udfordringer, men hvis du har brug for empati, omsorg og forståelse i mødet med din behandler, kan du næppe finde nogen bedre. Jeg har oplevet flere gange, at Mette er blevet direkte rørt, når jeg har ventileret mine tanker og udstillet min sårbarhed og det siger noget rigtig godt om hendes person.

Grublerierne og de søvnløse nætter har Mette hjulpet mig med at få styr på. De må nemlig gerne være der. De er ikke farlige. Det vigtigste er sådan set at lufte dem til andre, fremfor kun at lade dem cirkle rundt inde i dit eget hoved. Der var Mette den rette for mig.

 

De varmeste anbefalinger herfra.

 

XXX Fie

 

 

 

I historien om Babelstårnet indså Gud, at når menneskene slår sig sammen, så er intet umuligt for dem. Derfor sørgede han straks for at forvirre menneskene ved at give dem forskellige sprog. Pludselig kunne de ikke kommunikere med hinanden og flokkens arbejde med at skabe et gigantisk tårn så højt, at det strakte sig helt op i himmelen, gik i stå. Målet med tårnet var for den enstalende (og enstænkende) flok, at de gennem samarbejde og ensrettethed ville nå Gud. Og lidt højere, måske. Det syntes Vorherre selvfølgelig ikke var så betryggende, så han skyndte sig at dele dem.

Herefter spredte menneskene sig forvirrede ud til hver deres fjerne egne af kloden. De forstod ikke længere hinanden.

Et nyt internationalt sprog er opstået og på forsiden af dets ordbog står med kantede versaler ordet “CORONA”. Mange af de ord der nu flittigt bruges igen og igen i mediedækninger rundt om på kloden, er også blevet en del af vores nye fælles vokabolarium. Sundhedskrise, virus, eksponentiel spredning, lock down, recession, smitte, død, karantæne og isolation. Med det nye fælles sprog skal al Corona fordrives.

At tale forskellige sprog kan dække mange ting. Dels gælder det faktum, at vi rent lingvistisk adskiller os fra hinanden, men den sproglige barriere er efterhånden så godt som udvisket af uddannnelse, frihandel og google translate. Men sproglige udfordringer kan også vise sig som, folks manglende evne til at fatte, når noget bliver alvor. Mon Corona vil hjælpe på det?

Covid-19 er lige for alle.

Udover at tilegne os et nyt fælles sprog, har vi  ikke mindst vundet en ny fælles bevidsthed om, at vi globalt befinder os i en krise, der ikke kun udfordrer verdenssundheden, men også stiller en masse eksistentielle spørgsmål.

Hvad sker der med mennesker i en situation, hvor friheden tages fra dem?

Hvad sker der, når vi går fra en opfattelse af at være individuelle skæbner til at være et stort ocean af kollektive følelser, som alle deler?

Hvad sker der med os, når vi er dømt til isolation – og mistænkelighed, når vi en sjælden gang står ansigt til ansigt med et medmenneske?

Hvad sker der med os, når vi bliver bevidste om vores egen dødelighed? Ægte.

Vilkåret er det samme for alle. Virus er jo ligeglad, om du er rig eller fattig, og om du har indflydelse eller ej. Så alle kan blive ramt. Lige hårdt. Vi plejer at opstille rammer og opbygge fortællinger om vores egen uovervindelighed. Vi plejer at fortrænge og fortie vores egen forgængelighed, gennem underholdning, religion, kærlighed og penge. Finde trøst i menigheder og fælleskab, for døden har hele tiden hængt som en hale efter os. Men lige nu kigger vi alle på den.

Den menneskelige reaktion på at være frataget kontrollen, leder tankerne hen på tilværelsens grundlæggende meningsløshed. Vi skal alle dø og vi kan intet gøre ved det. Ironien er dog, at hvor forenet vi end er i denne her nye fælles krise, så bliver vi beordret hjem for at kontemplere alene.

Den sidste part er for mig den sværeste….

Samfundssind

Her hjemme kører vi hyggekarantæne. Det vil sige, at vi retter os efter de instrukser, som Mette udstak på pressemødet med den koksgrå jakke. I øvrigt en super badass autoritet hun der samlede hele Danmark med. Bravo Mette!

Og selvom det er hyggeligt at lege hjemmeskole og genoplive den indre psycho-lærinde fra 2013 og lade hende hjemsøge familiens børn, så er det ikke en skid hyggeligt, at stå helt “Palle” nede i Irma og ikke kunne finde andre end kassedamen, at give sit coronasikrede elbow bump.

Pisse irritende er til gengæld den notoriske forholden sig til do’s and dont’s her på matriklen. Jeg bor i det ringhjørne, hvor man tager forsigtighedspricippet MEGET bogstaveligt (shoot me, jeg er kroniker på immundæmpende medicin og har en gammel hjertesvag mor) og det kan sgu godt være lidt ensomt at stå der og vende tommefingeren nedad, hver gang familien opfordrer til lidt gradbøjning. Men forestil dig et scenarie hvor sundhedsvæsenet er kollapset og ikke kan tilbyde at lappe trafikofre og sprængte blindtarme!

Idiotisk er det, når folk samles på Dronning Louises Bro på præcis samme insisterende måde, som de gør hvert år når solen for første gang skinner på en lørdag. Jeg bliver sindsyg, når de slænger sig tæt i liggestole, med rosé i glasset og ønsker dem alle en tur ned i det stinkende søvand og så på hovedet i seng. Uden aftensmad. Håber at forårssolen pakker sig igen, for vi danskere kan simpelthen ikke håndtere det.

Fra min plads her i mit køkken, agter jeg at hamre videre i tasterne og fortsætte med at skrive. Jeg sidder lige nu og planlægger “online simultan-fitness” for alle of MS’ere, der pludselig ikke kan komme ned i træningscenteret. Om ikke andet for sammen, at svede harmen og bekymringerne ud.

Jeg skal bare lige finde et federe navn til projektet.

I’ll be back!

XXX Fie

 

 

 

 

Altså. Nu har jeg jo besluttet mig for, at nappe stafetten og løbe den første tur rundt på banen med den hensigt, at nedbryde nogle af de ti milliarder fordomme der er om MS. Målet er, at andre kronikere og MS krigere som jeg, vil følge trop og løbe med.

Det er lykkedes mig, at komme i fjernsynet, i dameblade og med i oplysningskampagner, hvor jeg fuld af engagement har delt generøst ud af egne overvejelser og ikke mindst af de ansigtstab, jeg har måtte samle op fra jorden og klistre tilbage på fjæset, når jeg er stødt ind i andres (utilsigtede)  klodsethed.

Det giver mening. Alt sammen. Og jeg fryder mig, når jeg læser alle de søde kommentarer og beskeder fra folk, der genfinder modet til selv, at løfte hagen og stå ved deres sygdom. Jeg bliver glad ved tanken om, at flere danskere i dag ved hvad autoimmune sygdomme er og jeg drømmer om, at al den her oplysning vil føre lutter gode ting med sig. Og som bonus, at vi der er i samme båd, rykker endnu tættere ind til hinanden.

Er du sikker på, at du er ok?

Ængsteligheden, den kender jeg. Og selvom jeg måske sidder der på tv og ser så glad og optimistisk ud, så går der ikke en dag, hvor jeg ikke lige er nede og mærke efter i mørket. Det kan godt være, at ængstelighedens mørkeland er en konstruktion vi selv laver oppe i knolden for, at fordøje livets kameler. Ikke desto mindre ejer jeg et kæmpe jordlod med selvbyggede huse på det sted. Fine, fine boligkomplekser hvoraf mange er opført længe før sygdom flyttede ind i mit liv.

Det er UMULIGT, at se sig fri for, at rode rundt i ægsteligheden og endnu sværere er det, når andre skubber en derhen.

Jeg oplever ofte, at når jeg fortæller om mig sygdom (som i heletiden), så går der 10 sekunder og jeg er startet på en større forsvarstale. Hvorfor? Hvad er det jeg skal forsvare mig imod?

Jeg oplever, at vi mennesker er indrettet sådan, at vi både er berøringsagste overfor syge mennesker, men når de selv åbner op for slusen, så er der ingen grænser for hvor uhæmmet og direkte, vi får lyst til, at spørge ind til prognoser og statestikker. Hvis vi ikke får et fyldestgørende svar, er vi heller ikke blege for, at trumfe med lidt fordomme og egne eksempler på bad endings.

Helt sikker på, at du er ok?

Jeg øver mig dagligt på åbningsreplikker, som kan dreje samtalen i en positiv retning. For min egen skyld og for sandhedens skyld. Og inden der går den spanske inkvisition i samtalen, vil jeg være bedre til at signalere, at jeg ER OK og pege på de medicinske fremskridt der findes og som giver saglig begrundelse for, at være optimistisk med hensyn til fremtiden. Short and sweet.

For der må jo findes en måde, at få folk til at lytte på og det er jo i sidste ende nok i virkeligheden, det det hele handler om. At lytte. Lytte til hvad der bliver sagt, i stedet for at have travlt med at fortælle, hvad man mener…

Sårbarheden….den gemmer jeg til de tidspunkter hvor jeg er tryg og til mennesker der gider høre efter.

Jeg fortsætter min færd med at spæne rundt på banen og mister ikke modet, når jeg bliver fældet af fordomme og bekymrede miner. Og så lover jeg, at dele når jeg finder den perfekte åbningsreplik.

 

XXX fie