Røv-Huls-Syg-dom.

Kortene på bordet.

Efter at jeg i mere end et halvt år har gået med dette og kun delt det med min familie og nærmeste venner, vælger jeg nu at tage en dyb indånding, stille mig frem og fortælle min historie. Jeg har Sclerose. Som i Multipel Sclerose.

Mit liv crashede i april måned, da jeg efter voldsomme følelsesforstyrrelser, blev diagnostiseret med en sygdom jeg stort set intet kendte til. Jeg sad med en kalender, der var fuldstændig tilplastret, havde netop afsluttet et længere engagement på et teater og var allerede i gang med mit næste job. Pludselig stoppede mit liv på et sekund. Eller sådan føltes det, for da lægen kom ind til stuegang og sørgede for, at jeg diskret blev kørt på enestue før hun kunne tale med mig, var det fordi hun skulle overbringe alt andet end good news.

En hård dom at få, men også en lettelse for mig, fordi jeg længe havde haft en fornemmelse af, at noget ikke helt var, som det skulle være…

Tilløbet til at “udkomme” offentligt med hvad der sker herovre i mit private liv, har været snørklet og fuld af spekulationer. For hvad med pressen og deres kulørte forsider, hvad med sladderen som måske vil stigmatisere mig, hvad med branchen, der fra nu af, nok ikke vil røre mig en ildtang og hvad med alle de medlidende og bekymrede øjne, der kun vil se mig som et offer og en stakkel…?

Jeg har fundet frem til, at både presse, branche og søde mennesker varsomt vil tage ordene ind og ikke lave yderligere drama ud af noget, der er mit og som kun jeg skal leve med. Og som jeg i øvrigt, kan leve et stort set normalt liv med.

Udredning.

Jeg har nu været igennem et langt udredningsforløb og er blevet hjulpet fantastisk af både Rigshospitalet og ikke mindst Scleroseforeningen, hvor man begge steder kun møder engagerede og kompetente mennesker. Når man er ny med en kronisk sygdom som jeg er, er det en uvurderlig hjælp, at blive båret af mennesker med både empirien og empatien i orden. I mit “nye liv” har jeg fået en hel flok af nye mennesker, som jeg er dybt afhængig af og sammen med min familie og mine venner er de den redningskrans, der hjælper mig med at holde mig flydende (sammen med min medicin self.)

Ordet sclerose kører konstant i hovedet på mig, fordi jeg er så ny i det, men i takt med at mine symptomer aftager, kan jeg også mærke, at sygdommen træder mere og mere i baggrunden og at hverdagen velkomment genopstår. Der er så mange ukendte faktorer med MS, hvoraf den værste nok er uvisheden. Heldigvis er vi  i dag så langt med forskningen, at lægerne bedyrer, at der kun er grund til at forestille sig positive scenarier for fremtiden. -Så det er altså den jeg har tænkt mig at gå med…resten tager jeg som det kommer.

Slidte skinker.

For når jeg tænker på, at jeg havde svært ved at gå bare et enkelt skridt for 7 måneder siden, føles det som en kæmpe sejr, at jeg i sidste uge afsluttede en omfattende turné med CitySingler, hvor jeg siden august, har klapret rundt på stilletter, danset og sunget langs den jyske højderyg. Det kunne jeg blandt andet, takket være mine dejlige kolleger Kaya og Trine. Jeg er så taknemmelig for, at vi trods rigeligt med udfordringer, kom i mål med vores 10 års jubilæumshow.

Jeg har simpelthen de sødeste, kærligste og mest tålmodige kolleger. Trine og Kaya, I er de mest steady bitches man kunne drømme om. ELSKER JER!

Nu puster jeg ud og kører bloggerstyle for en stund.

Fie Aka M/S Skywalker