Det’ mentalt, det’ galt.

*Reklame for Mette Rygaard*

 

Hvordan lever man..?

Vi lever gudskelov i en tid, hvor det at gå til en hjernevrider ikke er hverken skamfuldt eller stigmatiserende. Dog er vi endnu ikke der, hvor hver mand gør det. Langt fra endda.

Jeg selv har brugt det flittigt hvor jeg på tidspunkter i mit liv, har haft brug for en professionel samtalepartner, der kunne hjælpe mig med, at luge ud i mylderet af tanker. Mine behov er primært kommet ovenpå deciderede livskriser (dem har jeg til gengæld også sort bælte i at have), hvor død og ødelæggelse har efterladt mig i et krater, jeg umuligt selv kunne kravle op af.

Om man er ulykkelig og sørger over et mistet familiemedlem, er blevet ghostet af sin ekskæreste, er blevet fyret, eller om man generelt bare tumler rundt i hamsterhjulet og har mistet overblikket, er sådan set sagen uvedkommende. Fokus skal være, at hjælpen findes og at man skal mønstre modet til, at gribe den.

Sprøgsmålet  hvordan man lever livet, er jeg ikke sikker på, at nogen kan svare på. Vi er allesammen skadet af livet i et eller andet omfang og lige bortset fra nogle få yogier på den anden side af kloden, så tror jeg ikke at nogen kan påstå, at kende opskriften på livet.

Jeg er sikker på, at generationer før os også har bøvlet med deres og har haft en masse vraggods, at slæbe rundt på. Vi har i alle tider haft hver vores dommedag, at skue hen mod og verdensbilledet pt synes ikke, at efterlade os med håb på den politiske scene heller.

Så hvad gør man?

Man kan vælge, at se en proffesionel og hente hjælpen til, at (over)leve der. Det har jeg valgt, at gøre og jeg starter på tirsdag.

Overload.

Siden jeg blev ramt af en kronisk sygdom har jeg oplevet, at den ind i mellem kommer til, at rammesætte mit liv, mere end jeg har haft lyst til. Jeg har følt mig begrænset af den, fordi angsten for fremtiden og selvkontrollen ind i mellem, har låst mig. Lidt for meget diciplin og alt for lidt spontanitet. Samtidig har bekymring for sygdommens udvikling også lammet min ellers meget vågne optimisme, som jeg fik i barselsgave af mine forfædre.

Håndteringen af mit nye livsvilkår, har jeg brug for professionel hjælp til.

Selvfølgelig kan man komme langt med, at ventilere overfor familie og venner, men de arme stakler har også brug for, at være andet end “hjælpere” i relationen til mig. Og det lykkes da også, at tale om andet end sygdom det meste af tiden

Alligevel sker det på et tidspunkt, at der kommer overload på bekymringerne hos mig og jeg ender med at cracke. Her bliver det oftes familie og venner, der kaster redningskransene ud til mig og det må de da også gerne. Prisen er bare, at de i sidste ende kan stå tilbage med arme, der er så trætte at de falder af. Og så bliver det svært for dem, at stå og klappe og vifte med dannebrog, når jeg er tilbage på banen.

Så. Nu hopper jeg hen til søde Mette, der har inviteret mig over, så hun kan rydde lidt op i biksen. Fortsættelse følger…

Og nu kommer vi så tilbage til spørgsmålet jeg stillede i starten.

Mit lange lange liv har lært mig, at det bedste svar på det er, at man skal leve med den hensigt, at gøre spørgsmålet lettere for sine medmennsker at besvare. Træde ud af hoveddøren med det formål, at gøre livet mere tåleligt for sin næste. Hvis vi alle gjorde det, så ville livet pludselig være så såre enkelt.

Resten giver sig selv.

 

XXX fie