Do you speak Corona?

 

I historien om Babelstårnet indså Gud, at når menneskene slår sig sammen, så er intet umuligt for dem. Derfor sørgede han straks for at forvirre menneskene ved at give dem forskellige sprog. Pludselig kunne de ikke kommunikere med hinanden og flokkens arbejde med at skabe et gigantisk tårn så højt, at det strakte sig helt op i himmelen, gik i stå. Målet med tårnet var for den enstalende (og enstænkende) flok, at de gennem samarbejde og ensrettethed ville nå Gud. Og lidt højere, måske. Det syntes Vorherre selvfølgelig ikke var så betryggende, så han skyndte sig at dele dem.

Herefter spredte menneskene sig forvirrede ud til hver deres fjerne egne af kloden. De forstod ikke længere hinanden.

Et nyt internationalt sprog er opstået og på forsiden af dets ordbog står med kantede versaler ordet “CORONA”. Mange af de ord der nu flittigt bruges igen og igen i mediedækninger rundt om på kloden, er også blevet en del af vores nye fælles vokabolarium. Sundhedskrise, virus, eksponentiel spredning, lock down, recession, smitte, død, karantæne og isolation. Med det nye fælles sprog skal al Corona fordrives.

At tale forskellige sprog kan dække mange ting. Dels gælder det faktum, at vi rent lingvistisk adskiller os fra hinanden, men den sproglige barriere er efterhånden så godt som udvisket af uddannnelse, frihandel og google translate. Men sproglige udfordringer kan også vise sig som, folks manglende evne til at fatte, når noget bliver alvor. Mon Corona vil hjælpe på det?

Covid-19 er lige for alle.

Udover at tilegne os et nyt fælles sprog, har vi  ikke mindst vundet en ny fælles bevidsthed om, at vi globalt befinder os i en krise, der ikke kun udfordrer verdenssundheden, men også stiller en masse eksistentielle spørgsmål.

Hvad sker der med mennesker i en situation, hvor friheden tages fra dem?

Hvad sker der, når vi går fra en opfattelse af at være individuelle skæbner til at være et stort ocean af kollektive følelser, som alle deler?

Hvad sker der med os, når vi er dømt til isolation – og mistænkelighed, når vi en sjælden gang står ansigt til ansigt med et medmenneske?

Hvad sker der med os, når vi bliver bevidste om vores egen dødelighed? Ægte.

Vilkåret er det samme for alle. Virus er jo ligeglad, om du er rig eller fattig, og om du har indflydelse eller ej. Så alle kan blive ramt. Lige hårdt. Vi plejer at opstille rammer og opbygge fortællinger om vores egen uovervindelighed. Vi plejer at fortrænge og fortie vores egen forgængelighed, gennem underholdning, religion, kærlighed og penge. Finde trøst i menigheder og fælleskab, for døden har hele tiden hængt som en hale efter os. Men lige nu kigger vi alle på den.

Den menneskelige reaktion på at være frataget kontrollen, leder tankerne hen på tilværelsens grundlæggende meningsløshed. Vi skal alle dø og vi kan intet gøre ved det. Ironien er dog, at hvor forenet vi end er i denne her nye fælles krise, så bliver vi beordret hjem for at kontemplere alene.

Den sidste part er for mig den sværeste….

Samfundssind

Her hjemme kører vi hyggekarantæne. Det vil sige, at vi retter os efter de instrukser, som Mette udstak på pressemødet med den koksgrå jakke. I øvrigt en super badass autoritet hun der samlede hele Danmark med. Bravo Mette!

Og selvom det er hyggeligt at lege hjemmeskole og genoplive den indre psycho-lærinde fra 2013 og lade hende hjemsøge familiens børn, så er det ikke en skid hyggeligt, at stå helt “Palle” nede i Irma og ikke kunne finde andre end kassedamen, at give sit coronasikrede elbow bump.

Pisse irritende er til gengæld den notoriske forholden sig til do’s and dont’s her på matriklen. Jeg bor i det ringhjørne, hvor man tager forsigtighedspricippet MEGET bogstaveligt (shoot me, jeg er kroniker på immundæmpende medicin og har en gammel hjertesvag mor) og det kan sgu godt være lidt ensomt at stå der og vende tommefingeren nedad, hver gang familien opfordrer til lidt gradbøjning. Men forestil dig et scenarie hvor sundhedsvæsenet er kollapset og ikke kan tilbyde at lappe trafikofre og sprængte blindtarme!

Idiotisk er det, når folk samles på Dronning Louises Bro på præcis samme insisterende måde, som de gør hvert år når solen for første gang skinner på en lørdag. Jeg bliver sindsyg, når de slænger sig tæt i liggestole, med rosé i glasset og ønsker dem alle en tur ned i det stinkende søvand og så på hovedet i seng. Uden aftensmad. Håber at forårssolen pakker sig igen, for vi danskere kan simpelthen ikke håndtere det.

Fra min plads her i mit køkken, agter jeg at hamre videre i tasterne og fortsætte med at skrive. Jeg sidder lige nu og planlægger “online simultan-fitness” for alle of MS’ere, der pludselig ikke kan komme ned i træningscenteret. Om ikke andet for sammen, at svede harmen og bekymringerne ud.

Jeg skal bare lige finde et federe navn til projektet.

I’ll be back!

XXX Fie