MR Scanning og laboratoriemus.

Som nogen af jer måske har læst på min instagram, så var sidste uge ikke den bedste. Jeg har døjet med den mest følelsesforstyrrede og tummelumske krop man kan tænke sig og jeg endte med at blive småbekymret. For spørgsmålet, om der er et nyt attak på vej (åh uvished), kom ligevel tæt på.

Var mit immunsystem i gang med at trodse forsamlingsforbuddet for at afholde en autoimmun festival, der ville efterlade mig med et centralnervesystem, der minder om en udpint pløjemark i Roskilde. Inklusiv urinstøv og kollapsede tomandstelte?

Jeg gjorde alt. ALT for at holde snuden i sporet hele ugen og piske mig selv hen til træning og ud på de daglige løbeture. Heldigvis gav det et positivt afkast på energikontoen og selv de mest slatne træninger hjalp mig igennem.

Mit post så sådan her ud:

Det er ved Gud min velsignelse, at jeg er en stædig rad. Jeg NÆGTER at lade sygdommen begrænse mig og tvinger mig selv afsted hver dag. Hver eneste f***** dag -og det er bestemt ikke lige kønt hver gang.

Nogle gange bliver det til sølle 1 km og 10 minutters yoga hjemme i stuen, men jeg ved, at min krop bliver så glad for lige at få lidt flow. Psyken har uden tvivl også godt af at overvinde det sure udgangspunkt og i sidste ende kvitterer den med en følelse af styrke og selvværd til resten af dagen.

Dagen oprandt hvor jeg skulle til den årlige MR-Scanning med kontrastvæske og hele pivtøjet. Jeg har tilmeldt mig  et europøisk forskningsprojekt, der samler data fra en masse MS’ere, som forhåbentligt kan bringe svaret på hvorfor vi får MS tættere på . Bonussen (ud over at bidrage til kollektivet) er, at man automastisk får flere scanninger, undersøgelser og data til samlingen. Alt sammen noget som vi jo ved, at kontroltyper som mig ELSKER.

En sjov parentes fra en nylig samtale jeg havde med en læge i forbindelse med samme projekt er, at hun velmenende mindede mig om, at de (lægerne), var mit sikkerhedsnet og at hun derfor anbefalede mig, ikke at gå rundt og tænkte så meget over, at jeg var syg. At jeg så at sige bare skulle glemme det, lade lægerne på hospitalet tage sig af det og ellers bare leve som hidtil og æde mine piller.

Mmmm. Helt klart.

Du kunne lige så godt bede vand om at være mindre vådt eller Trump slette sin Twitterprofil.

Min scanningstid gik sådan her.

Det var den værste tur inde i røret jeg havde haft længe….

En sød følger skrev til mig, at hun selv havde gavn af, at få noget beroligende til at dæmpe agsten og følelsen af klaus’, men det er ikke der jeg er udfordret.

Det er hele fejlfindingskonceptet jeg panikker over. At ligge inde i en maskine (længe), hvis eneste opgave er at lede efter ondskab i min krop. Skjulte fare (hej igen kontroltype), der varsler en måske fremskreden sygdom. Det er det jeg ikke kan holde ud og ventetiden på resultatet, som kan tage uger, gør det ikke just bedre.

Men det er et livsvilkår og vi må hellere prøve at vænne os til det.

 

Jeg synes mit post rummer to gode pointer, som samler dette indlæg meget præcist.

1. Allier dig med en ven, som går med dig når du har brug for støtte. Du behøver ikke fortrænge, glemme eller være mere sej end du allerede er i din hverdag som kronisk syg. Fordel: din sårbarhed er ikke bare en dejlig reminder om at du også bare er et menneske der skal passes på, det er faktisk også en gave du kan give til dem der elsker dig og som gerne vil hjælpe og løfte din byrde sammen med dig.
2. At træning og viljestyrke betaler sig. Det hænger nemlig sådan sammen, at din sårbarhed bliver din styrke  netop fordi, du er vedholdende og  tager ansvar for dig selv og din krop. Din skrøbelighed vælter dig ikke, den giver dig bare flere farver.

 

(får scanningsresultat i morgen og deler det her på bloggen. Wish me luck!)

 

To be continued…

 

XXX fie