Boganbefalinger i karantæneland VOL. 3

Vol. 3 byder på Texas, Kierkegaard og amerikanske seriemordere.

 

LONE STAR/ Mathilde Walter Clark.

Mathilde besøger hvert år sin far og hans familie i deres nærmest mytiske kæmpevilla i St. Louis. Her beskriver Mathilde så præcist og rørende følelsen af på en gang at hører til, samtidig med en ligeså stærk følelse af at føle sig udenfor. Bogen er både morsom og rørende når MWC skildrer familien (ikke mindst den gyselige stedmor) og bogens anden del, hvor hun og faren roadtripper til hans hjemstavn i Texas. 

Mathilde Walter Clark har en udsøgt sans for detaljen i sine beskrivelser af både mennesker, steder og situationer, så Lone Star er en bog man meget nødig lægger fra sig når man først er gået igang. 

https://www.arnoldbusck.dk/e-boeger/skoenlitteratur/huset-uden-ende?partner=partnerads&utm_medium=cpc&utm_source=Affiliate

 

HUSET UDEN ENDE / MATHILDE WALTER CLARK.

Er en (sprit) ny udgivelse med 20 litterære essays. I bogens første vender Mathilde tilbage til huset i St. Louis, hvor vi allerede i Lone Star får at vide, at et meget makabert mord er blevet begået. I Huset uden ende foldes denne historie ud og i en sammefiltring af egne erindringer blandet med den amerikanske seriemorderindustri, bliver du som læser fanget i et true crime agtigt  drama, der mareridtsagtigt snor sig omkring dig.

I de følgende essays bliver vi præsenteret for både en gorilla, Kierkegaard, Lykke Per, racisme og knitrende tanker om at miste. 

https://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/lone-star

 

Boganbefalinger i karantæneland VOL. 2

Vol. 2 byder på super krimi og nekrofili.

 

 

KASTANJEMANDEN/ Søren Sveistrup.

Der findes mange gode danske krimier. Virkelig. Og man kan roligt kaste sig over de fleste af dem. En følger bad mig anbefale den mest spændende krimi jeg selv har læst og der falder valget så afgjort på denne super velkomponerede “whodunit” roman.

Navnet Søren Sveistrup virker måske bekendt for mange, for han er blandt andet hovedforfatter til DR succeserne Forbrydelsen I, II og III. Jeg gæster selv II’eren i en meget yngre og afbleget udgave.

Romanen stryger afsted og Søren Sveistrups virke som filmmanuskriptforfatter fornægter sig ikke. Der bliver sprunget rundt i tider, scener og montager og det er meget svært at kaste bogen fra sig, når man først får startet på den.

 

https://www.saxo.com/dk/kastanjemanden_soeren-sveistrup_haeftet_9788740053623

 

 

 

EN LYKKELIG SLUTNING / Maren Uthaug.

At stifte bekendskab med Maren Uthaug’s forfatterskab har været en kæmpe fornøjelse. Jeg har nydt hendes selvbiografiske striber i både bogform og på Maren’s Blog og at hun skulle vise sig at være så vild en romanforfatter, havde jeg ikke lige set komme. Hun skriver fabelagtigt og samtlige af hendes bøger, har kostet mig både nattesøvn og brok fra familien.

En lykkelig slutning, som er hendes seneste, skuffer ikke. Her får vi indblik i et stykke danmarkshistorie, når vi følger flere generationer af bedemænd, hvor ikke alle er lige beherskede, når det kommer til omgangen med døde kroppe.

Historien er både gyselig og grum, men også et indblik i hvordan landet lå for generationer og flere pandemier siden.

 

https://www.saxo.com/dk/en-lykkelig-slutning_maren-uthaug_indbundet_9788711904039?gclid=EAIaIQobChMI0ZDJ_Z246AIVxqQYCh1Z5ADGEAAYASAAEgKIBfD_BwE

 

 

 

 

Boganbefalinger i karantæneland VOL. 1

Med god litteratur skal Coronaen fordrives.

Jeg er virkelig en læsehest og kværner mange børger hver eneste måned. Derfor vil jeg nu yde den service at dele mine anbefalinger med dig.

Jeg kommer til at lægge to titler op sådan nogenlunde dagligt. Så hold dig til her og på IG.

 

Møsser og god læselyst

 

XXX Fie

 

Vol. 1 består af to snack size romaner til lige at løbe sig igang på.

 

 

 

HUS I SKOVEN TIL SALG / Betina Birkjær.

Mini roman om det største tab af dem alle. 

En familie flytter ud i skoven for at hele ovenpå tabet af familiens yngste datter.

En meget stilfærdig fortælling, stemningfuld og proppet med mystik og symbolik. Betina Birkjær skriver i et helt vidunderligt billedsprog og det føles som om hun planter en tanke hos læseren og griber den sekundet efter den er født i dit hovede.

En meget forførende fortælling. Hvis man er til magisk realisme og mørke skove, så afsæt et par timer på sofaen til denne lille perle.

https://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/hus-i-skoven-til-salg

 

 

 

BJØRNEN / Katrine Marie Guldager.

Vi bliver i skoven. Bjørnen er en genial lille roman fra en af mine  yndlingsforfattere. Jeg kommer til at pitche flere af KMG’s bøger, men Bjørnen er et perfekt sted at starte.

Vibse er en midaldrende gymnasielærerinde, der får nok af pis og stikker af hjemmefra. Hun flygter op i familiens ødegård i Sverige og i  sin isolation *host*, skræller hun alle lag af. Hun får ryddet op i hvad hun gerne vil beholde i sit liv og hvem hun selv er. Vibse er vred. Pisse vred. Og KMG skildrer det hylende morsomt. På sin vej ud af den dunkle skov ender hun med at stå ansigt til ansigt med sin egen frygt og en kæmpe stor bjørn.

https://www.saxo.com/dk/bjoernen_katrine-marie-guldager_haeftet_9788702262827

 

 

Do you speak Corona?

 

I historien om Babelstårnet indså Gud, at når menneskene slår sig sammen, så er intet umuligt for dem. Derfor sørgede han straks for at forvirre menneskene ved at give dem forskellige sprog. Pludselig kunne de ikke kommunikere med hinanden og flokkens arbejde med at skabe et gigantisk tårn så højt, at det strakte sig helt op i himmelen, gik i stå. Målet med tårnet var for den enstalende (og enstænkende) flok, at de gennem samarbejde og ensrettethed ville nå Gud. Og lidt højere, måske. Det syntes Vorherre selvfølgelig ikke var så betryggende, så han skyndte sig at dele dem.

Herefter spredte menneskene sig forvirrede ud til hver deres fjerne egne af kloden. De forstod ikke længere hinanden.

Et nyt internationalt sprog er opstået og på forsiden af dets ordbog står med kantede versaler ordet “CORONA”. Mange af de ord der nu flittigt bruges igen og igen i mediedækninger rundt om på kloden, er også blevet en del af vores nye fælles vokabolarium. Sundhedskrise, virus, eksponentiel spredning, lock down, recession, smitte, død, karantæne og isolation. Med det nye fælles sprog skal al Corona fordrives.

At tale forskellige sprog kan dække mange ting. Dels gælder det faktum, at vi rent lingvistisk adskiller os fra hinanden, men den sproglige barriere er efterhånden så godt som udvisket af uddannnelse, frihandel og google translate. Men sproglige udfordringer kan også vise sig som, folks manglende evne til at fatte, når noget bliver alvor. Mon Corona vil hjælpe på det?

Covid-19 er lige for alle.

Udover at tilegne os et nyt fælles sprog, har vi  ikke mindst vundet en ny fælles bevidsthed om, at vi globalt befinder os i en krise, der ikke kun udfordrer verdenssundheden, men også stiller en masse eksistentielle spørgsmål.

Hvad sker der med mennesker i en situation, hvor friheden tages fra dem?

Hvad sker der, når vi går fra en opfattelse af at være individuelle skæbner til at være et stort ocean af kollektive følelser, som alle deler?

Hvad sker der med os, når vi er dømt til isolation – og mistænkelighed, når vi en sjælden gang står ansigt til ansigt med et medmenneske?

Hvad sker der med os, når vi bliver bevidste om vores egen dødelighed? Ægte.

Vilkåret er det samme for alle. Virus er jo ligeglad, om du er rig eller fattig, og om du har indflydelse eller ej. Så alle kan blive ramt. Lige hårdt. Vi plejer at opstille rammer og opbygge fortællinger om vores egen uovervindelighed. Vi plejer at fortrænge og fortie vores egen forgængelighed, gennem underholdning, religion, kærlighed og penge. Finde trøst i menigheder og fælleskab, for døden har hele tiden hængt som en hale efter os. Men lige nu kigger vi alle på den.

Den menneskelige reaktion på at være frataget kontrollen, leder tankerne hen på tilværelsens grundlæggende meningsløshed. Vi skal alle dø og vi kan intet gøre ved det. Ironien er dog, at hvor forenet vi end er i denne her nye fælles krise, så bliver vi beordret hjem for at kontemplere alene.

Den sidste part er for mig den sværeste….

Samfundssind

Her hjemme kører vi hyggekarantæne. Det vil sige, at vi retter os efter de instrukser, som Mette udstak på pressemødet med den koksgrå jakke. I øvrigt en super badass autoritet hun der samlede hele Danmark med. Bravo Mette!

Og selvom det er hyggeligt at lege hjemmeskole og genoplive den indre psycho-lærinde fra 2013 og lade hende hjemsøge familiens børn, så er det ikke en skid hyggeligt, at stå helt “Palle” nede i Irma og ikke kunne finde andre end kassedamen, at give sit coronasikrede elbow bump.

Pisse irritende er til gengæld den notoriske forholden sig til do’s and dont’s her på matriklen. Jeg bor i det ringhjørne, hvor man tager forsigtighedspricippet MEGET bogstaveligt (shoot me, jeg er kroniker på immundæmpende medicin og har en gammel hjertesvag mor) og det kan sgu godt være lidt ensomt at stå der og vende tommefingeren nedad, hver gang familien opfordrer til lidt gradbøjning. Men forestil dig et scenarie hvor sundhedsvæsenet er kollapset og ikke kan tilbyde at lappe trafikofre og sprængte blindtarme!

Idiotisk er det, når folk samles på Dronning Louises Bro på præcis samme insisterende måde, som de gør hvert år når solen for første gang skinner på en lørdag. Jeg bliver sindsyg, når de slænger sig tæt i liggestole, med rosé i glasset og ønsker dem alle en tur ned i det stinkende søvand og så på hovedet i seng. Uden aftensmad. Håber at forårssolen pakker sig igen, for vi danskere kan simpelthen ikke håndtere det.

Fra min plads her i mit køkken, agter jeg at hamre videre i tasterne og fortsætte med at skrive. Jeg sidder lige nu og planlægger “online simultan-fitness” for alle of MS’ere, der pludselig ikke kan komme ned i træningscenteret. Om ikke andet for sammen, at svede harmen og bekymringerne ud.

Jeg skal bare lige finde et federe navn til projektet.

I’ll be back!

XXX Fie

 

 

 

 

Er du ok?

Altså. Nu har jeg jo besluttet mig for, at nappe stafetten og løbe den første tur rundt på banen med den hensigt, at nedbryde nogle af de ti milliarder fordomme der er om MS. Målet er, at andre kronikere og MS krigere som jeg, vil følge trop og løbe med.

Det er lykkedes mig, at komme i fjernsynet, i dameblade og med i oplysningskampagner, hvor jeg fuld af engagement har delt generøst ud af egne overvejelser og ikke mindst af de ansigtstab, jeg har måtte samle op fra jorden og klistre tilbage på fjæset, når jeg er stødt ind i andres (utilsigtede)  klodsethed.

Det giver mening. Alt sammen. Og jeg fryder mig, når jeg læser alle de søde kommentarer og beskeder fra folk, der genfinder modet til selv, at løfte hagen og stå ved deres sygdom. Jeg bliver glad ved tanken om, at flere danskere i dag ved hvad autoimmune sygdomme er og jeg drømmer om, at al den her oplysning vil føre lutter gode ting med sig. Og som bonus, at vi der er i samme båd, rykker endnu tættere ind til hinanden.

Er du sikker på, at du er ok?

Ængsteligheden, den kender jeg. Og selvom jeg måske sidder der på tv og ser så glad og optimistisk ud, så går der ikke en dag, hvor jeg ikke lige er nede og mærke efter i mørket. Det kan godt være, at ængstelighedens mørkeland er en konstruktion vi selv laver oppe i knolden for, at fordøje livets kameler. Ikke desto mindre ejer jeg et kæmpe jordlod med selvbyggede huse på det sted. Fine, fine boligkomplekser hvoraf mange er opført længe før sygdom flyttede ind i mit liv.

Det er UMULIGT, at se sig fri for, at rode rundt i ægsteligheden og endnu sværere er det, når andre skubber en derhen.

Jeg oplever ofte, at når jeg fortæller om mig sygdom (som i heletiden), så går der 10 sekunder og jeg er startet på en større forsvarstale. Hvorfor? Hvad er det jeg skal forsvare mig imod?

Jeg oplever, at vi mennesker er indrettet sådan, at vi både er berøringsagste overfor syge mennesker, men når de selv åbner op for slusen, så er der ingen grænser for hvor uhæmmet og direkte, vi får lyst til, at spørge ind til prognoser og statestikker. Hvis vi ikke får et fyldestgørende svar, er vi heller ikke blege for, at trumfe med lidt fordomme og egne eksempler på bad endings.

Helt sikker på, at du er ok?

Jeg øver mig dagligt på åbningsreplikker, som kan dreje samtalen i en positiv retning. For min egen skyld og for sandhedens skyld. Og inden der går den spanske inkvisition i samtalen, vil jeg være bedre til at signalere, at jeg ER OK og pege på de medicinske fremskridt der findes og som giver saglig begrundelse for, at være optimistisk med hensyn til fremtiden. Short and sweet.

For der må jo findes en måde, at få folk til at lytte på og det er jo i sidste ende nok i virkeligheden, det det hele handler om. At lytte. Lytte til hvad der bliver sagt, i stedet for at have travlt med at fortælle, hvad man mener

Sårbarheden….den gemmer jeg til de tidspunkter hvor jeg er tryg og til mennesker der gider høre efter.

Jeg fortsætter min færd med at spæne rundt på banen og mister ikke modet, når jeg bliver fældet af fordomme og bekymrede miner. Og så lover jeg, at dele når jeg finder den perfekte åbningsreplik.

 

XXX fie