“and a Happy New Year…”

Der har været lidt stille her på bloggen hen over julen. Måske ikke super tjekket, som nyopstartet bloggertype, at forsvinde i to uger, men Julen har bragt meget andet med sig end lutter velsignede bud.

For hold nu kæft, hvor er det også tungt at hoppe ind i en højtid, når man er ny med en kronisk sygdom i bagagen. Det er ikke fordi programmet ikke har været spækket med love og dejlige oplevelser, men Julen er også fyldt med reflektion og tilbageblik og her blev jeg nok sendt lidt til tælling ind imellem.

Når man så topper det med den fatigue, som har været min tro følgesvend hele måneden i takt med intensiveringen i juleprogrammet, så er det måske ikke så mærkeligt, at jeg ikke fik sat mig til tasterne.

Årshjulet.

Jeg kan huske, at jeg til den første samtale med Scleroseforeningens psykolog lærte, at når man er ny med en diagnose, så skal man som regel igennem et helt år, før man kan føle at man er forbi den største tilvænning. Århjulet, kaldte hun det. Første fødselsdag som kronisk syg, første jul, første påske, pinse og alverdens andre markeringer et år nu kan byde på. Hun har ret.

Jeg har nemlig igen og igen, som dagen nærmede sig, kredset omkrig Nytåret 2018, hvor jeg som “ikke syg”, sprang ind i det nye år med en vanlig tro på, at alt det gode ventede på mig. Kredset omkring erindringen om den gamle Fie, der naivt stadig havde en uskyldig tro på, at det hele bare ville blive bedre og bedre. Længstes efter en tid, hvor jeg ikke hver eneste dag skulle forholde mig til, sundhed, kost, medicin, motion og hospitaler.

Og det efterlader mig nu med et problem.

For når jeg med mine elskede i hånden, skal markere det nye årti’s begyndelse i et spring, så vil jeg gerne lande blødt og med begge mine ben på jorden. Ligesom jeg plejer. Jeg vil hverken tøve og vakle eller kaste mig ned af stolen i afmagt. Jeg vil juble ligeså højt som altid! Også selvom det bliver på sovende Skylwalker-ben. Jeg vil gerne fejre årets afslutning på en happynote, selvom der er flyttet alt muligt besværligt ind i mit liv. Jeg VIL!

#happynotes.

Så hvad skal der til? Hvilken indstilling skal jeg fremmane, som førstegangs nytårspige med MS diagnose? -Det er de tanker der har kværnet i hovedet på mig igennem det meste af Julen og det var dem jeg skulle bruge lidt tid på at sortere i.

Jeg er nået frem til, at når jeg skal springe kl 24 i aften, så skal optimismen og troen på selvsamme, nok holde mig på rette kurs. At hvis jeg ikke lader frygten og ængsteligheden tage over, så har jeg samme forudsætninger for, at mit liv vil være ligeså åbent for lykke, held og alt det gode, som det hidtil har været. Tro på, at Rådhusklokkernes slag, ikke som i et mareridt varsler mørke tider, men derimod tæller ned til et nyt år, med flere gode oplevelser, nye muligheder og flere nye venskaber.

Og minde mig selv om, at jeg har en sygdom jeg godt kan lære at leve med. Og være glad sammen med.

Der er så mange, der i kommentarer og bekeder til mig, skriver om vigtigheden i at bevare optimismen, når man er syg med MS. Der pointeres ligefrem, at den positive fortælling kan holde sygdommen på afstand langt hen ad vejen…

Så her på årets sidste dag ønsker jeg alle jer et GODT nyt år med alt det bedste og rareste man altid kan drømme om.

 

xxx fie

 

“Fatigue, eller sclerosetræthed som symptomet også kaldes, kan bedst beskrives som en altovervældende træthedsfornemmelse, man bare ikke kan ryste af sig.” – MSguiden.